Lovgivning som vedrører førstehjælperen

Hvornår er man som førstehjælper forpligtet til at hjælpe andre mennesker, og hvornår må man undlade det?

Bortset fra den moralske forpligtelse vi alle har til at hjælpe hinanden, er der i lovgivningen bestemmelser om pligten til at hjælpe andre mennesker, som gælder alle og dermed også førstehjælperen.

Pligten til at yde førstehjælp

I "Bekendtgørelse af straffeloven" (lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september 2001, herefter kaldet straffeloven) er den enkelte borgers pligt til at yde andre mennesker hjælp beskrevet i §253, som lyder:

"§253. Med bøde eller fængsel indtil 3 måneder straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader

1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller

2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke."

I straffelovens § 250 står der videre:

"§250. Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under hans varetægt stående person i sådan tilstand, straffes med fængsel, der, når handlingen har medført døden eller grov legemsbeskadigelse, under i øvrigt skærpende omstændigheder kan stige til 8 år."

Bestemmelserne i straffeloven betyder, at man er forpligtet til at handle i visse nødsituationer, idet man har pligt til, efter evne, at hjælpe personer, som er i live og i åbenbar livsfare eller i fare for betydelig legemsbeskadigelse. Denne hjælp kan bestå i at yde førstehjælp, herunder at tilkalde hjælp.

Hvis andre allerede er i gang med at yde førstehjælp eller tilkalde hjælp, er det ikke strafbart at forholde sig passivt, men forholder de øvrige tilstedeværende sig passivt, er man forpligtet til at handle.

Er man i tvivl om hvorvidt personen er død eller ej, er man også forpligtet til at handle. Hvis man tror personen er død, er det ansvarsfrit at undlade at yde førstehjælp eller tilkalde hjælp (se dog afsnittet "Omsorg for lig" nedenfor)

Har en person haft den syge eller tilskadekomne i sin varetægt, vil passivitet blive bedømt strengere. Denne situation kan opstå, hvis en person har forvoldt den syge eller tilskadekomnes hjælpeløse tilstand eller hvis en person har et særligt ansvar for den syge eller tilskadekomne: Forældre har for eksempel et særligt ansvar for deres børn, ligesom for eksempel en fængselsfunktionær har et særligt ansvar for de indsatte.

Er en person død, skal man ikke yde førstehjælp, men drage den fornødne omsorg for liget. Dette er beskrevet i "Lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v." (lov nr. 402 af 13. juni 1990, herefter kaldet ligsynsloven), §8.

"§8. En person, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes under forsvarlige forhold[...]".

Hvornår er man død?

Ligsynslovens §1 definerer at:

"En persons død kan konstateres

1) ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed eller

2) ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion."

Dette foregår ved et ligsyn, som skal foretages af en læge (lovens §3 og "Vejledning om ligsyn og udstedelse af dødsattester mv." (vejledning nr. 52 af 28. januar 1997, herefter kaldet vejledning til ligsynsloven)).

Når lægfolk må formode at døden for indtrådt

I straffeloven er pligten til at hjælpe tilsyneladende livløse personer beskrevet og i ligsynsloven er det beskrevet, hvordan det kun er læger, der kan foretage ligsyn og dermed erklære døden for indtrådt.

Der findes dog situationer, hvor lægmand må formode personen død og dermed undlade at indlede førstehjælp, men i stedet kan drage den rette omsorg for afdøde. Dette er beskrevet i vejledning til ligsynsloven, punkt 4, som lyder:

"[...] Ligsyn kan kun foretages af en læge. Dette udelukker ikke, at andre, fx en sygeplejerske, plejehjemspersonale eller pårørende kan konstatere, at pågældende er død, med den retsvirkning dette medfører efter lovens §8 om omsorg for lig."

I forlængelse af ovennævnte citat følger (samme tekst):

"Dette kan ske i tilfælde, hvor dødens indtræden er åbenbar, fx når der hos den pågældende findes forrådnelse eller åbenlyst dødelige kvæstelser, fx hvor hovedet er skilt fra kroppen. I disse tilfælde er der selv hos en ikke-sagkyndig ikke tvivl om, at døden er indtrådt, og at der ikke er mulighed for genoplivning."

I denne situation må alle og enhver formode, at døden er indtrådt, uanset om de har overværet ulykken, kommer til som førstehjælpere eller som tilkaldt hjælp (reddere, politi eller lignende).

Videre står der herefter:

"Også i en situation, hvor en person dør, mens andre, det være sig pårørende, hjemmeplejen eller plejehjemspersonale er til stede på bopælen, og der er tale om forventet død, må fx en sygeplejerske være kvalificeret til at vurdere, om døden er indtrådt.

I en situation, hvor en person dør alene i sit hjem, og afdøde har været patient i hjemmeplejen som led i gennemførelsen af terminalpleje i eget hjem, må fx en sygeplejerske ligeledes være kvalificeret til at vurdere, at døden er indtrådt."

Til forskel fra situationer hvor døden er åbenlys, gælder det her, at det kun er personer, som inden dødens indtræden har været tæt involveret i den døendes pleje (som pårørende m.v.), der må formode at døden er indtrådt. Endvidere drejer afsnittet sig om personer, som på grund af alder og sygdom - eller uhelbredelig sygdom alene - ikke kan helbredes, og hvor døden forventes inden for en overskuelig fremtid.

Det betyder, at hverken førstehjælperen, som tilfældigt finder vedkommende, eller tilkaldt hjælp (for eksempel ambulancepersonale tilkaldt over 1-1-2) må formode at pågældende er død, og som konsekvens heraf skal iværksætte genoplivningsforsøg jævnfør de tidligere omtalte regler (da personen endnu ikke er død, men kun tilsyneladende livløs).

Skadeforvoldelse under ydelse af førstehjælp

Lovgivningen indeholder ikke særskilte regler for førstehjælpere, der forvolder skade på personer under ydelse af førstehjælp. Sådanne forhold er derfor reguleret af straffelovens almindelige bestemmelser om forbrydelser mod liv og legeme.

Straffelovens §§ 241 og 249 om uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse kan i teorien tænkes anvendt over for en førstehjælper, som ved uforsvarlig adfærd forvolder enten offerets død eller legemsbeskadigelse. Der er imidlertid ingen eksempler på domfældelse i sådanne sager herhjemme, og man må antage, at der i praksis vil skulle være tale om helt ekstraordinære omstændigheder, før man vil overveje at rejse tiltale mod en førstehjælper, som forvolder skade på offeret under ydelse af førstehjælp.

Straffelovens øvrige bestemmelser om vold og drab finder derimod ikke anvendelse, fordi dette forudsætter, at gerningsmanden havde forsæt til at begå forbrydelsen: Personen skal således have haft til hensigt at udøve vold eller har måttet anse det for overvejende sandsynligt. Denne situation vil ikke foreligge, når førstehjælperen handler ud fra ønsket om at hjælpe offeret.