Kroppen er konstant truet af infektion med mikroorganismer (for eksempel bakterier, vira, svampe og parasitter).

Til at bekæmpe de indtrængende mikroorganismer er kroppen forsynet med et system, immunforsvaret, som i stort omfang gør kroppen modstandsdygtig overfor disse infektioner (immun).

Der findes tre slags immunitet: et ydre forsvar, en uspecifik, medfødt form, og en specifik, erhvervet form, som er tæt knyttet til hinanden.

Det ydre forsvar

Formålet med det ydre forsvar er at forhindre mikroorganismer i at trænge ind i kroppen. Det ydre forsvar består af en række barrierer, som for eksempel hud og slimhinde, eller dannelsen af forhold som gør det vanskeligt for mikroorganismer at overleve, for eksempel lav pH eller slim.

Huden udgør således en uigennemtrængelig barriere, den øvre del af mave-tarm-kanalen er beklædt med forholdsvist kraftig slimhinde, ligesom der udskilles enzymer med spyttet, som angriber mikroorganismer. Mavesækkens saltsyre dræber effektivt de fleste mikroorganismer som indtages, og mikroorganismer som når helskindet gennem mavesækken angribes yderligere af fordøjelsesenzymer udskilt til tarmene. Mikroorganismer fanges også i slim på slimhinder i for eksempel mave-tarm-kanal og luftveje, eller fjernes i urinvejene ved en skylleeffekt (når urinen udtømmes).

Medfødt immunitet

Det uspecifikke, medfødte forsvar genkender fremmede stoffer, herunder ikke alene mikroorganismer, men også uorganiske partikler, såvel som ødelagte celler og rester af nedbrudte celler.

Hvis en mikroorganisme trænger ind i kroppen, består den første reaktion i en aktivering af den uspecifikke, medfødte immunitet. Bekæmpelse af mikroorganismen kan ske ved, at den indlemmes i særlige celler, som herefter opløser mikroorganismen: Disse celler kaldes under ét for ædeceller (fagocytter). Bekæmpelsen kan også foregå ved en række processer, hvor mikroorganismens overflade angribes af forskellige stoffer fra immunforsvaret, som for eksempel kan være giftige for mikroorganismen eller mærke den så andre dele af immunforsvaret kan genkende den og herefter slå den ihjel.

Der findes tre slags fagocytter: Neutrofile granulocytter, makrofager og monocytter. Neutrofile granulocytter findes især i blodet, hvorfra de hurtigt kan trænge ud i væv inficeret med mikroorganismer. Monocytter findes i blodet, hvorfra de er i stand til at vandre ind i inficeret væv og der udvikle sig til makrofager. Mikroorganismer kan indlemmes af begge slags celler, som herefter vil bevæge sig med lymfen til lymfeknuderne. Denne vandring til lymfeknuderne har stor betydning for aktivering af det specifikke immunsystem.

I kroppen findes også en række proteiner, som deltager i udryddelsen af mikroorganismer. En del af disse proteiner udgør tilsammen "komplementsystemet", som findes i blodplasma. Nogle af proteinerne i komplementsystemet er i stand til at lave huller i mikroorganismernes cellemembraner. Gennem hullerne strømmer der vand ind i mikroorganismen, som derfor går til grunde. Andre proteiner kan mærke mikroorganismen, således at fagocyterende celler får nemmere ved at indlemme mikroorganismen og herefter dræbe den. Endvidere tiltrækkes celler i immunforsvaret også af nogle af proteinerne i komplementsystemet, som herved kan "alarmere" immunforsvarets celler til områder med infektion.

Tillært immunitet

Visse mikroorganismer, især specielle former for virus, kan undgå det uspecifikke, medfødte immunforsvar. De fleste af disse mikroorganismer nedkæmpes af det tillærte, eller specifikke, immunforsvar.

De forskellige mikroorganismer har hver deres særlige kendetegn, som bestemte celler i immunforsvaret lærer at genkende. Når kroppen inficeres med en mikroorganisme, vil der oftest ske en symptomfri bekæmpelse af denne. I nogle tilfælde, vil der opstå sygdom i større eller mindre omfang.

I nogle tilfælde vil såvel bekæmpelse som genkendelse være specifik for en helt bestemt bakterietype, i andre tilfælde vil en større gruppe af bakterier (en bakteriefamilie eller -art) være omfattet. Når infektionen er bekæmpet, vil nogle af immunforsvarets celler fortsat findes i blodet. Ved fornyet indtrængen af samme type mikroorganisme, vil immunforsvaret, meget hurtigere end ved første infektion, kunne danne specifikke antistoffer mod mikroorganismen. Herved bekæmpes infektionen hurtigere, og i mange tilfælde uden at give anledning til symptomer. Immunforsvarets evne til at kunne "huske" mikroorganismer danner grundlaget for vaccination mod visse infektionssygdomme.

Under immunforsvarets bekæmpelse af mikroorganismen, vil bestemte celler kunne producere antistoffer, som kan nedkæmpe mikroorganismen. Antistoffer produceres af en bestemt type hvide blodceller (B-lymfocytter), som også er i stand til på længere sigt at kunne genkende en bestemt mikroorganisme. Ved fornyet infektion kan disse celler (B-"huske"-celler) hurtigt iværksætte en kraftig produktion af antistoffer197.

Ved aktivering af andre af de hvide blodceller (T-lymfocytter), vil disse opformeres til forskellige typer T-celler i stort antal. Én af disse typer kan direkte slå virus-inficerede celler ihjel, mens andre typer blandt andet aktiverer andre celler i immunforsvaret198.

Hver enkelt B- og T-celle kan kun genkende én slags mikroorganisme: Mikroorganismen har bestemte molekyler i sin overflade (antigener) som udgør grundlaget for genkendelsen. For hvert antigen immunforsvaret kan genkende, findes der derfor én eller nogle få B- og T-celler. Det anslås, at der således findes 10-100 millioner forskellige B- og T-celler som grundlag for den specifikke immunitet¹⁹⁹.

Mange andre celletyper indgår i immunforsvaret, og mellem såvel immunforsvarets celler indbyrdes, som mellem immunforsvarets celler og andre celletyper i kroppen foregår der en ivrig udveksling af mange forskellige signalstoffer.

Inflammation

Inflammation betegner tilstande, hvor immunforsvaret reagerer på et irritament på en for organismen hensigtsmæssig måde. Inflammation er i mange, men ikke alle, tilfælde ensbetydende med betændelse. Med betændelse forstås en tilstand, hvor der dannes pus på grundlag af infektion med en mikroorganisme. Ved inflammation dannes der ikke nødvendigvis pus. Således vil betændelse altid omfatte inflammation, mens det omvendte ikke altid gælder.

Ved aktivering af det medfødte, uspecifikke immunforsvar, udskiller de involverede celler fra immunforsvaret en række signalstoffer, hvoraf histamin er ét. Disse signalstoffer tiltrækker andre celler fra immunforsvaret og påvirker direkte selve vævet; samlet set kaldes disse reaktioner for inflammation. Ved inflammation opstår der rødme, varme, lokal hævelse og smerte109.

Som følge af påvirkning med signalstofferne fra immunforsvarets celler udvider blodkar i hårkarnettet sig. Samtidig trænger flere stoffer end sædvanligt gennem væggen i hårkarnettets blodkar. Udvidelsen af blodkarret får blodet til at løbe langsommere, hvilket, sammen med den øgede gennemtrængelighed af karvæggen, tillader væske, proteiner og hvide blodceller at trænge fra blodbanen ud i vævet, hvorved der opstår hævelse. Udvidelsen af blodkarrene fører til rødme og varme i området.

Optræder der en inflammatorisk reaktion på en uhensigtsmæssig måde kaldes det allergi, hvilket er beskrevet nærmere i afsnittet "Overfølsomhed'' .

Nældefeber

Nældefeber (urticaria) er en allergisk reaktion i huden. Ved aktiveringen af immunforsvaret udskilles der blandt andet histamin, hvilket medvirker til at fremkalde de inflammatoriske effekter, som ses ved nældefeber: Små, kraftigt kløende, landkort-lignende hævelser i huden omringet af rødme⁶⁰.

Allergisk ødem

Aktiveres immunforsvaret i underhud eller slimhinder, kan der ske en tilsvarende, men mere diffus reaktion, som kaldes allergisk ødem (angioødem). Opstår hævelsen i luftvejenes slimhinder eller omkring munden, kan der opstå en livsfarlig situation, hvor der er risiko for kvælning (se afsnittet "Anafylaktisk shock'' )⁶⁰.

Feber

Feber, som er en stigning i legemstemperaturen, kan have mange forskellige årsager. I denne sammenhæng skal kun en grov model for feber skitseres. Feber kan forårsages af feberfremkaldende stoffer i blodbanen (pyogener). Disse stoffer kan blandt andet dannes ved inflammation eller infektion, og vil påvirke temperaturreguleringen i hjernen (se afsnittet "Mellemhjernen'' og "Almen temperaturpåvirkning'' ).

Ved feber ændres "indstillingen" i hypothalamus, hvilket kan sammenlignes med justering af termostaten på en radiator: Når der skrues op på termostaten, vil den eksisterende temperatur betragtes som "for lav". Personen vil derfor fryse og en række mekanismer iværksættes som forsvar mod den "lave" legemstemperatur (man tager mere tøj på, pakker sig ind i tæpper eller der opstår ufrivillige kulderystelser, på samme vis som beskrevet i afsnittet "Almen underafkøling'' ).

Når legemstemperaturen har nået niveauet svarerende til "indstillingen" i hypothalamus, vil personen opfatte tilstanden som behagelig, på trods af en legemstemperatur over 37,5°C. Når påvirkningen af hypothalamus ophører, vil "indstillingen" vende tilbage til den sædvanlige, hvorefter legemstemperaturen opfattes som "for høj" og en række mekanismer iværksættes for at komme af med varmen (på samme vis som beskrevet i afsnittet "Varmestress'' ). Selvom mekanismerne til at komme af med overskudsvarmen er de samme, er der forskel på feber og overopvarmning: Ved overopvarmning er indstillingen i hypothalamus normal, mens den ved feber er højere end sædvanligt.

Temperaturen kan både stige og falde i løbet af en sygdomsperiode, hvorfor en person gentagne gange kan skiftevis fryse og svede.

Enkelte sygdomme har særlig interesse på grund af angst for smitte med alvorlige sygdomme i forbindelse med ydelse af førstehjælp. Her er skitseret visse hovedtræk ved nogle af disse sygdomme.

Førstehjælperen kan være udsat for risiko for overførsel af smitsomme sygdomme i to forskellige situationer: Ved træning på fantomer og ved ydelse af førstehjælp i virkelige situationer.

Smitte ved træning

Risikoen for overførsel af smitsomme sygdomme i forbindelse med træning af førstehjælp er ekstremt lav. Det er aldrig påvist, at brug af fantomer har resulteret i efterfølgende udbrud af en smitsom sygdom¹⁶.

Under særlige omstændigheder kan fantomer tænkes at udgøre en smitterisiko, hvorfor overflader på fantomerne skal rengøres og desinficeres efter brug, såvel efter hver enkelt elev har brugt fantomet som efter en lektion i sin helhed¹⁶.

For at forhindre smitteoverførsel skal elever undgå direkte kontakt med spyt eller andre kropsvæsker (fra andre personer) på fantomet. Dernæst vil der uundgåeligt ske en forurening af fantomets indre dele ved brug, hvorfor også disse skal rengøres efter brug. Der henvises til fabrikantens anvisninger for de enkelte fantomer for yderligere information omkring tilstrækkelig rengøring¹⁶.

Smitte ved førstehjælp

Risikoen for overførsel af smitsomme sygdomme ved kunstigt åndedræt med mund-til-mund-metoden er meget lille. I årene 1960-1998 kendes kun 15 tilfælde med overførsel af smitsomme sygdomme ad denne vej. I disse tilfælde har der været tale om overførsel af følgende mikroorganismer¹⁶:

Der findes ikke eksempler på overførsel af følgende mikroorganismer, i forbindelse med kunstigt åndedræt:

Leverbetændelse

Der findes adskillige forskellige vira, som kan forårsage leverbetændelse, men i denne sammenhæng skal kun tre nævnes: Typerne A, B og C.

Hepatitis A kendes også under navnet smitsom leverbetændelse, som smitter via afføringen fra personer syge af hepatitis A. Madvarer forurenet med "kloakvand" eller dårlig håndhygiejne er den hyppigste årsag til smitte med sygdommen, der oftest viser sig med milde influenzalignende symptomer og gulfarvning af huden (gulsot) på grund af en let leverbetændelse. Smitte med sygdomme kan forebygges ved god fødevare- og håndhygiejne.

Hepatitis B og C findes i blod, sæd og skedesekret hos personer som bærer eller er syge af hepatitis B eller C, og for hepatitis B's vedkommende endvidere i spyt og modermælk. Smitte kan give anledning til kronisk leverbetændelse.

HIV/AIDS

AIDS (Acquired Immuno-Deficiency Syndrome: Erhvervet immun defekt syndrom) skyldes infektion med HIV (Human Immuno-deficiency Virus). HIV påvirker vigtige dele af immunforsvaret, hvorved den smittedes immunforsvar efterhånden svækkes. Med baggrund i det svækkede immunforsvar vil der opstå sygdomme som ellers normalt ikke ses.

HIV smitter ved udveksling af vævsvæsker, det vil sige via overførsel af blod, sæd eller skedesekret. HIV smitter ikke ved tilfældig kontakt, kys, hoste, nysen, insektbid, via vand, mad eller via fælles brug af toiletter eller svømmebade¹⁰⁹.

Tuberkulose

Tuberkulose (forårsaget af bakterien Mycobacterium tuberculosis) er en sjælden sygdom i Danmark, der især rammer personer med svækket immunforsvar. Personer i behandling for visse sygdomme, hvor behandlingen svækker immunforsvaret (for eksempel kemoterapi ved visse kræftformer), er udsatte for tuberkulose, hvilket også er tilfældet for alkoholikere og personer med AIDS.

Hyppigst ses tuberkulose i lungerne, hvor den kan opstå som følge af indånding af væskedråber med tuberkulosebakterien. Efter nogle uger opstår der symptomer svarende til en almindelig influenza. I enkelte tilfælde kan der senere ses spredning af sygdommen til andre organer. Ubehandlet vil døden være indtrådt efter 5 år i halvdelen af tilfældene¹⁰¹.

Stivkrampe

Stivkrampe er en sygdom karakteriseret ved øget muskelspænding og krampe. Symptomerne skyldes stoffet tetanospasmin, som er et kraftigt virkende giftstof udskilt fra bakterien Clostridium tetani. Bakterien findes i jord og i dyrs afføring.

Bakterien vokser kun under iltfrie forhold (som for eksempel i et forurenet sår som er lukket tæt). Bakterien vokser i selve såret, hvor den udskiller sit giftstof, som herefter transporteres ind mod centralnervesystemet via nervecellerne. I centralnervesystemet hindrer giftstoffet frigivelsen af visse hæmmende signalstoffer i synapserne. Herved opstår der en overstimulering af nerverne, hvorved blandt andet symptomet rykkende krampe i skeletmuskulaturen opstår (heraf navnet stivkrampe).

Stivkrampe udvikler sig over nogle dage eller uger, og viser sig først med symptomer som hovedpine, sløjhed og trækning i de muskelgrupper der ligger nærmest de inficerede sår. Herefter opstår der trækninger i ansigtets muskler, især kæben, hvilket bevirker at munden ikke kan åbnes. Efterhånden breder kramperne sig til flere af kroppens muskler, og når krampen rammer åndedrætsmuskulaturen dør personen af kvælning. Personen kan være ved bevidsthed under de smertefulde krampeanfald^101;200.

Ubehandlet er dødeligheden op mod 60%, men behandlet er der en god prognose²⁰⁰.

Førstehjælpen stiler mod forebyggelse via grundig afvaskning af sår. Hvis det er mere end 10 år siden, man senest er blevet vaccineret mod stivkrampe, bør man søge læge eller skadestue med henblik på revaccination.

Hundegalskab

Hundegalskab (rabies) er en virusinfektion, som oftest overføres ved dyrebid. Sygdommen kan findes hos alle varmblodede dyr, og er set i Danmark (især Sønderjylland) hos ræve, katte, råvildt, køer, får og flagermus. I Grønland også hos polarræve og rensdyr¹⁰¹. I 2001 blev 67 personer i Danmark behandlet på mistanke om smitte med hundegalskab, heraf havde 11 personer været udsat for smitte her i landet²⁰¹.

Efter virus er overført, formerer den sig i muskelceller ved bidstedet, og breder sig herfra via musklernes nerver ind i centralnervesystemet. Via nervesystemet spredes virus til andre organer, heriblandt spytkirtlerne. Sædvanligvis går der 3 uger til 3 måneder, eller i sjældne tilfælde op til et år, fra biddet til sygdommen udvikler sig, hvorfor man med god effekt kan vaccinere mod sygdommen, umiddelbart efter en person er blevet bidt¹⁰¹.

De første symptomer stammer fra infektionen af det autonome nervesystem og viser sig ved spyt- og tåreflod, efterfulgt af et blandet symptombillede, hvor der i svære tilfælde kan opstå krampe og lammelser¹⁰¹.

Dødeligheden blandt personer smittet med hundegalskab er tæt på 100%, hvis først symptomer udvikler sig. Er man derfor blevet bidt af et dyr mistænkt for at have hundegalskab, vil man hurtigst muligt vaccinere mod hundegalskab¹⁰¹.

Hundegalskab smitter ved bid fra syge dyr. Virus i dyrets spyt forurener såret, for derefter at formere sig i vævet. Via det perifere nervesystem spredes virus ind til centralnervesystemet, hvorfra det spredes til blandt andet spytkirtlerne.

I tvivlstilfælde, hvor det ikke er sandsynligt at dyret er smittet (for eksempel tamkatte eller -hunde) og hvor dyret ikke viser symptomer på hundegalskab, vil man, hvis muligt, observere dyret gennem ti dage: Har dyret ikke udviklet symptomer på hundegalskab i denne periode, betragtes det ikke som smittebærer¹⁰¹.

Førstehjælpen består i afvaskning af såret med store mængder vand og sæbe samt henvendelse til læge eller skadestue¹⁰¹.

Borreliose

Infektion med bakterien Borelia burgdorferi kaldes borreliose. Infektionen kan vise sig med et vandrende rødt, landkortlignende udslæt i huden, ledbetændelse, betændelse i hjertemuskulaturen og symptomer fra infektion af centralnervesystemet^101;109.

Mennesker smittes via bid fra skovflåten (Ixodes ricinus). Skovflåten smittes i larvestadiet, når den suger blod fra et smittebærende dyr, hvorefter bakterien opformeres i skovflåtens tarmsystem. Smitten overføres herefter fra skovflåtens tarm i forbindelse med bid¹⁰¹.

Skovflåten findes blandt andet i højt græs, hvor de venter på at et "bytte" skal passere. På "byttet" vil skovflåten typisk søge mod et varmt og fugtigt hudområde (for eksempel skridtet eller armhulerne), hvor den vil bide sig fast og suge blod.

Skovflåten skal fjernes snarest ved at den trækkes løs af huden, uden at klemme om skovflåtens krop, da dette kan fremprovokere opkastning hos skovflåten og dermed infektion. Man må ikke forsøge at fjerne skovflåten ved at smøre den ind i fedtstof, creme, sprit eller lignede, men bør anvende en speciel tang (en "tægefjerner"), som kan købes på apoteket. Skovflåten kan overleve længe med et meget lavt iltforbrug, og jo længere den sidder i huden, jo større er risikoen for smitteoverførsel¹⁰⁹. Som hovedregel menes det, at smitte ikke overføres indenfor det første døgn.

På engelsk kaldes infektion med Borelia burgdorferi også Lyme borreliose eller Lyme disease efter byen Lyme i USA, hvor en epidemi af ledbetændelse hos børn førte til opdagelsen af mikroorganismen som årsag til disse tilfælde101;109.

Vaccinationer

I Danmark tilbydes alle børn vaccination mod en række sygdomme, som i alvorlige tilfælde kan være liv- eller førlighedstruende.

Formålet med vaccinationsprogrammet er at begrænse udbredelsen af visse smitsomme sygdomme i størst muligt omfang, på længere sigt helt at udrydde disse. Baggrunden for det offentliges tilbud om gratis vaccination er således både at beskytte den enkelte person og at beskytte befolkningen som helhed mod disse sygdomme²⁰².

Det danske vaccinationsprogram har været meget effektivt til at få kontrol over visse sygdomme, som således enten ikke forekommer eller kun forekommer sjældent.

Vaccinationsprogrammet omfatter for tiden (2002)⁵¹:

Blandt andet vaccination mod mæslinger, fåresyge og røde hunde forebygger en lang række alvorlige tilstande. Sundhedsministeriet har anslået, at uden vaccination mod disse sygdomme ville der i Danmark hvert år forekomme yderligere²⁰²:

I Danmark anmeldes der årligt kun få hundrede tilfælde af hver af disse sygdomme²⁰², mens alene mæslinger er årsag til mere end 2 millioner dødsfald årligt på verdensplan, primært i udviklingslande, hvor vaccination ikke finder sted¹⁰⁹.

Generelt er risikoen for alvorlig sygdom i forbindelse med vaccination meget lav²⁰². For at opnå en tilfredsstillende effekt af et vaccinationsprogram bør mindst 95% af befolkningen deltage²⁰².