Lokal temperaturpåvirkning kan forekomme alene eller i sammenhæng med en samtidig generel temperaturpåvirkning.

Forfrysning af hænder og fødder kan opstå i forbindelse med underafkøling ved ophold i koldt vejr gennem længere tid. Forfrysning kan også opstå uden samtidig almen underafkøling, for eksempel hvis en CO2-slukker anvendes til slukning af brand i en persons beklædning.

Forbrænding kan ske ved ulykker i hjemmet og almen temperaturpåvirkning for eksempel ved ophold i varme omgivelser. De to tilstande i kombination kan for eksempel ramme en røgdykker, som under hårdt arbejde i en brændende bygning får et ildebefindende, og efterfølgende forbrændes hvis han ikke reddes i tide.

Påvirkning med flammer eller varme genstande kan fremkalde forbrænding af hud og underliggende væv, mens varme væsker og dampe fremkalder skoldninger. Læsionerne beskrives her under et som forbrændinger. Forbrænding af luftveje og øjne er beskrevet tidligere (se afsnittene "Indåndingslæsioner'' og "Forbrænding af øjnene'' ).

Mekanismer i det forbrændte område

Ved temperaturer på 45°C eller derover ødelægges cellerne helt eller del-vis⁸, enten ved at de forkulles eller ved, at proteinerne i cellen størkner, hvorved cellens stofskifte ophører¹⁵⁰. Forbrænding påvirker desuden hårkarnettet i huden (og eventuelt i underliggende væv ved dyb forbrænding).

Ved påvirkningen af hårkarnettet iværksætter kroppen en lang række reaktioner i forsøget på at udbedre læsionen. Ved forbrænding ødelægges hårkarnettet talrige steder, hvorefter blodet begynder at størkne ved kontakt med de ødelagte celler i hårkarnettet (se afsnittet "Koagulation'' ). Dette medfører et stort forbrug af koagulationsfaktorer. Ved udbredte forbrændinger er der risiko for, at forbruget af koagulationsfaktorer overstiger depotet og produktionen tilsammen¹⁵¹: De talrige læsioner i hårkarnettet i det forbrændte område kan ikke udbedres, og der vil fortsat strømme væske ud (hårkarnettet og principper for væskeudtrædning er beskrevet nøjere i afsnittet "Vand i lungerne'' ). Med manglen på koagulationsfaktorer opstår også risiko for spontane blødninger andre steder i kroppen.

Generelle effekter i kroppen

Den forbrændte hud er ikke i stand til at varetage sine normale funktioner: Væske kan trænge ud til overfladen og fordampe, hvorved der kan opstå et utilsigtet væsketab. Kroppens temperaturregulering bliver mindre effektiv og mikroorganismer kan anvende det forbrændte område som indgangsport til infektion af dybereliggende væv⁸.

Forbrændinger kan også have konsekvenser, som rækker længere end den umiddelbart synlige læsion. Omkringliggende væv, med celler som ikke er ramt af selve forbrændingen, kan påvirkes af væske og salte som strømmer ud fra det forbrændte område. Forbrændingen aktiverer desuden kroppens immunforsvar, og der frigives store mængder stresshormoner, hvilket blandt andet kan belaste hjertet⁸.

Forbrændingsdybde

Brandsår opdeles i 1°-, 2°- og 3°-forbrændinger alt efter dybde. Ved 1°-forbrændinger ødelægges kun overhuden (epidermis), hvilket resulterer i rødme og smerte. 2°-forbrændinger strækker sig ned i underhuden (dermis) og ses som ved 1°-forbrændingen, men med vabler (blæredannelse). Gennembrændes huden helt vil der være tale om en 3°-forbrænding, som kan kendes på enten et forkullet eller et helt blegt, læderagtigt udseende af huden⁸.

2°-forbrændinger kan opdeles i to undergrupper (overfladiske forbrændinger i henholdsvis delvis eller fuld dybde)¹⁵⁰, såvel som der enkelte steder også beskrives yderligere en forbrændingsgrad: 4°-forbrænding med destruktion af såvel hud som underliggende væv (fedt, muskler eller knogler)⁸. Disse inddelinger vil ikke blive beskrevet yderligere her.

Når der opstår blærer ved 2° forbrændinger skyldes det, at kapillærvæggen påvirkes, så proteiner og mineraler kan trænge ud af blodbanen, hvorved vand "trækkes" med ud af blodbanen. Ved 3°-forbrændinger har påvirkningen ført til dannelsen af en væsketæt skorpe. Sansecellerne i det forbrændte område er ødelagt, og det forbrændte område er derfor smertefrit¹⁵⁰.

Udbredelse

Ved udbredte forbrændinger (2°- & 3°-forbrændinger større end 9% af kroppens areal) er der fare for udvikling af shock på grund af smerte og væsketab.

Udbredelsen af forbrændingen kan anslås ved 9%-reglen^6;8: For voksne gælder det, at forsiden og bagsiden af kroppen hver udgør 2 ¥ 9% af kroppens samlede areal. Forside og bagside af hvert ben, arme og hovedet udgør hver 9% og kønsorganerne 1%. Hos børn udgør hovedet en forholdsvis større andel af kroppens areal end hos voksne, hvorfor 9%-reglen ikke kan anvendes. For alle aldersgrupper kan man regne med, at personens egen håndflade svarer til cirka 1% af kroppens samlede areal⁶.

Selvom en forbrænding medfører risiko for udvikling af shock, er det ikke ensbetydende med, at en person dør af sine forbrændinger. Sandsynligheden for at overleve udbredte forbrændinger afhænger af det forbrændte areal og den forbrændtes alder: Det forbrændte område (i %) lagt sammen med personens alder angiver overlevelsessandsynligheden. Er dette tal over 100, er overlevelseschancerne små¹⁵⁰.

Førstehjælp til udbredte forbrændinger

I nogle situationer vil redning af den forbrændte, for eksempel fra en brændende bygning, være nødvendig før selve førstehjælpen kan iværksættes. I andre tilfælde, som ved skoldningsulykker i hjemmet, er ulykken ofte selvbegrænsende og redning ikke nødvendig. Førstehjælperen må i den enkelte situation afgøre, hvorvidt redning skal foretages og, hvis det er en opgave for professionelt redningsmandskab, tilkalde hjælp¹⁵².

Er der ild i personens tøj, skal denne slukkes. Flammer og røg stiger opad og kan således, ved personer som står op, forårsage forbrænding af hoved og ansigt og give anledning til indåndingslæsioner (se afsnittet "Indåndingslæsioner'' ). Personen bør derfor lægges ned straks det er muligt. Flammer i brændende tøj kan kvæles ved at rulle personen rundt på jorden eller med et brandtæppe eller et andet ubrandbart stofstykke^6;152. Ulmer tøjet fortsat, skal det slukkes med koldt vand.

Tøjdele gennemvædet af kogende væsker eller damp bør fjernes hurtigst muligt, ligesom smykker eller lignende i det forbrændte område også bør fjernes; hvis der er fastbrændte tøjdele, bør de lades urørt^6;8;152.

Førstehjælpen skal rettes mod sikring af frie luftveje, vejrtrækning og kredsløb⁸, hvorefter det forbrændte område skal køles med kuldslået - ikke iskoldt - vand¹⁵². Er den forbrændte ved bevidsthed, skal vandets temperatur afpasses, så det forbrændte område holdes smertefrit men uden ubehag fra kølingen¹⁵⁰. Kølingen skal fortsætte til smertefrihed (når det forbrændte område ikke er dækket af vand) eller mindst 15-30 minutter, men bør ikke forsinke videre transport^150;152.

Køling med kuldslået vand virker smertelindrende og nedsætter forbrændingsdybden. Tæt knyttet til kølingens gavnlige effekter er dog risikoen for underafkøling. Kun de forbrændte områder skal køles; alle øvrige områder skal pakkes varmt og tørt ind for at undgå unødvendigt varmetab^6;152.

Køling med iskoldt vand vil dels være ubehageligt dels øge risikoen for almen underafkøling af den forbrændte. Samtidig kan længerevarende køling med iskoldt vand føre til sammentrækning af blodkar i det kølede område og dermed nedsat gennemblødning af vævet. Hermed kan vævet ødelægges, hvorved helingen bliver dårligere¹⁵². Brandsår må ikke smøres ind i creme, olie, salve eller lignende¹⁵².

Shock på grund af væsketabet fra brandsåret indtræder sent, og for 3°-forbrændinger senere end 2°-forbrændinger. Denne forskel skyldes, at den ud-sivende væske har sværere ved at fordampe fra en 3°-forbrændings tørre overflade¹⁵³.

Førstehjælp til mindre forbrændinger

Førstehjælpen ved mindre forbrændinger (få procent af kroppens samlede areal) adskiller sig ikke væsentligt fra førstehjælpen ved udbredte forbrændinger. Forbrændingen kan køles effektivt i hjemmet, og egen læge eller skadestue kan kontaktes telefonisk for vejledning ved tvivl.

Man bør søge læge eller skadestue, hvis der er tale om forbrændinger i ansigtet (for at sikre den kosmetisk bedste behandling), forbrænding tæt på led (hvor helingen kan være vanskelig) eller forbrænding hele vejen rundt om en legemsdel (idet der er en risiko for afsnøring af blodforsyningen til legemsdelen nedenfor forbrændingen).

Forfrysninger forekommer sjældent i Danmark¹⁵⁰, men ses hyppigt i forbindelse med trekking, bjergbestigning, militærtjeneste og andre aktiviteter i koldt klima.

Nedkøling kan påvirke kroppen lokalt og alment. Lokale påvirkninger (forfrysning) vil blive omtalt her, mens almen kuldepåvirkning (hypothermi) er omtalt senere (se afsnittet "Almen underafkøling'' ).

Mange faktorer, udover kulde i sig selv, har betydning for forfrysningers opståen. Varighed af påvirkning, luftfugtighed, vind, påklædning, adfærd og andre i forvejen bestående sygdomme vil alle have betydning for risikoen for udvikling af forfrysninger¹⁵⁴.

Mekanismer ved forfrysning

Forfrysninger kan forekomme overalt på kroppen, men rammer især udsatte steder som næse, ører, ansigt, hænder og fødder¹⁵⁴. Ved forfrysning vil der dannes iskrystaller i væsken udenfor vævenes celler. Dette medfører en forskydning i balancen mellem cellernes indre miljø og miljøet omkring dem, hvorved væske trækkes ud af cellerne, som skrumper og dør^150;154.

Blodcirkulationen i huden påvirkes direkte af hudens temperatur og indirekte af kroppens kernetemperatur. Skal kroppen holde på varmen (i kolde omgivelser), trækkes hudens blodkar sammen, hvorved blodcirkulation, og dermed varmetabet, falder, mens et behov for at slippe af med varmen opnås ved at åbne hudens blodkar¹⁵⁴. Ved en hudtemperatur på 14°C vil hudens blodcirkulation være omkring 1/10 af det normale og ved 10°C så godt som ophørt. Med 5-10 minutters interval åbnes hudens blodkar, og blodcirkulationen øges kortvarigt, hvorved varmt, iltet blod transporteres til huden og køligt blod retur til kropskernen. Hvis kernetemperaturen trues, vil enhver blodcirkulation til det berørte område ophøre, hvorefter temperaturen i den berørte legemsdel hastigt vil falde yderligere¹⁵⁴.

Når blodcirkulationen til et område ophører, begynder forfrysningens første fase: Ved en temperatur på 0°C vil væsken omkring cellerne danne iskrystaller, hvorved balancen mellem cellernes indre miljø og det ydre miljø forskubbes. Der trækkes væske ud af cellerne, hvorved proteiner, enzymer og cellemembraner ødelægges. Ved meget hurtig nedfrysning kan der også dannes iskrystaller inde i cellerne, hvorved celledød indtræder endnu hurtigere ¹⁵⁴.

Når vævet opvarmes på ny, begynder forfrysningens anden fase. Efterhånden som blodcirkulationen genetableres i vævet vil talrige processer bidrage til ødelæggelsen af vævet: Væske trænger ud af blodkarrene, da hårkarnettet er ødelagt, og bidrager til hævelse af såvel celler som vævet omkring cellerne. En ond cirkel af reaktioner medfører herefter størkning af blod i de små blodkar og samtidig sammentrækning af disse. Herved hindres blodforsyningen til vævet, som efterfølgende dør¹⁵⁴. Ved korrekt optøning bliver tidsrummet, hvor disse processer forløber, afkortet, og resultatet dermed bedre¹⁵⁴.

Forfrysningsdybde

Forfrysninger kan opdeles i overfladiske og dybe forfrysninger. Overfladiske forfrysninger berører kun huden, som bliver gul eller vokshvid og stærkt smertende¹⁵⁰. Ved dyb forfrysning er vævet under huden også inddraget. Området er hårdt som træ og vokshvidt, og huden kan, i modsætning til ved overfladisk forfrysning, ikke forskydes i forhold til underliggende væv. Ved dyb forfrysning er området følelsesløst og uden smerter¹⁵⁰.

Overfladiske forfrysninger kaldes også 1°- og 2°-forfrysninger, mens dybe forfrysninger kaldes 3°- og 4°-forfrysninger. Ved en 1°-forfrysning er kun nogle af hudens lag frosset, og symptomerne er lette med forbigående stikken eller brændende fornemmelse. Blæredannelse sker ved 2°-forfrysning, hvor alle hudens lag er berørte men ikke underliggende fedtvæv eller dybere. Ved 2°-forfrysning er huden følelsesløs. 3°-forfrysning omfatter alle hudens lag og det underliggende fedtvæv og giver, ved opvarmning, anledning til violette og blodholdige vabler i huden, som efterhånden farves blågrå og dør. Omfattende forfrysning, som inddrager alle hudens lag, underliggende fedtvæv og rækker ind i muskler, sener og knogler, kaldes 4°-forfrysning¹⁵⁴.

Førstehjælp til forfrysninger

Personer med forfrysninger vil ofte være underafkølede og dehydrerede¹⁵⁴. Behandling af disse tilstande har højere prioritet end behandling af de lokale forfrysninger; for førstehjælpen hertil henvises til afsnittet "Almen underafkøling'' .

Vådt eller strammende tøj omkring en lokal forfrysning skal fjernes. Den forfrosne legemsdel skal løftes højt og forbindes forsigtigt med gazebind. Forfrosne tæer eller fingre skal være adskilt med gaze. Yderligere forsøg på behandling bør undlades, og den tilskadekomne skal bringes til lægebehandling på sygehus¹⁵⁴.

Optøning af forfrysninger er meget smertefuld og bør generelt undgås, hvis effektiv smertestillende medicin (ordineret af læge) ikke er tilgængelig. Optøning bør også undgås, selvom det indebærer, at den frosne legemsdel forbliver nedfrossen indtil evakuering kan foregå¹⁵⁴. Er optøning i felten nødvendig, skal det foregå med rent vand 40×C-42×C varmt. Bruges varmere vand (eller åben ild eller varmluftblæsere) vil der ske forbrænding af vævet, hvorved muligheden for heling bliver dårligere. Forsøg på "optøning" med isvand eller sne må ikke ske, da dette kun forværrer læsionen¹⁵⁴.