I dette kapitel beskrives organerne i bughulen. De dele af mave-tarm-kanalen, urinvejene og kønsorganerne, som findes udenfor bughulen er medtaget i dette kapitel. Samme forhold gør sig gældende for de to følgende kapitler omhandlende læsioner og sygdomme af de nævnte organsystemer.

På kroppens overflade afgrænses bughulen foroven af ribbensranden og nedadtil af skambenet (symfysen), lyskebåndene og hoftebenskammene. Inde i kroppen afgrænses bughulen opadtil af mellemgulvet (diaphragma) og nedadtil af bækkenbunden.

Bughulen er kroppens største hulrum og opdeles som regel i to: Den egentlige bughule (som er den største) for oven og bækkenhulen (som findes i bækkenet) for at lette beskrivelsen.

Rumfanget af den egentlige bughule kan varieres i stor grad: Kun den øverste del er omsluttet af knogler (de nederste ribben), mens den øvrige bugvæg hovedsagligt består af muskulatur. Da også mellemgulvet er eftergiveligt, kan bughulens rumfang nemt tilpasses behovet, som for eksempel når urinblæren fyldes, eller mavesæk og tarme er fyldt efter et stort måltid.

De fleste organer i bughulen er omsluttet af bughinden (peritoneum), som lader dem bevæge sig gnidningsløst i forhold til hinanden. Den ydre del af hinden er vokset tæt sammen med bughulens vægge (blandt andet bugvæggen, mellemgulvet og dele af bækkenet), mens den indre del omslutter en række af bughulens organer.

Mens lunge- og hjertehinderne kun skal omslutte et enkelt organ og dets kar og nerver, omslutter bughinden flere organer på en gang. Bughinden har derfor en samlet overflade på 1½-2 m² og er foldet, så der dannes talrige lommer og fordybninger mellem de enkelte organer. Fra bughinden produceres en fedtet væske, som smører hinderne og sikrer, at organerne kan bevæges gnidningsløst mellem hinanden.

De af bughulens organer (blandt andet lever, milt og hele tyndtarmen), som omsluttes helt af bughinden, kaldes under ét for intraperitoneale organer. Måden hinden er foldet omkring organet på, fører til at der dannes en "stilk" (et krøs), hvor kar og nerver kan passere mellem organet og resten af kroppen. Bughinden er således ubrudt i hele sin udstrækning (med en enkelt undtagelse, se afsnittet "De kvindelige kønsorganer'' ). De øvrige organer, som kun er delvist dækket (bugspytkirtel, tolvfingertarm, nyrer og binyrer) og især ligger op til den bagerste bugvæg, kaldes retroperitoneale organer.