Blodets vej gennem hjertet. Iltfattigt blod er markeret med blåt, iltrigt blod med rødt.

Hjertet er et muskuløst, hult organ, som ligger fortil i brystkassen mellem lungerne. Hjertet pumper blodet ud i kroppen i systolen og fyldes med blod i diastolen. Hjertet er delt i en højre og en venstre halvdel, som hver især igen er delt i et forkammer (atrium) og et hjertekammer (ventrikel). Hjertet består herved af fire kamre, henholdsvis højre forkammer og hjertekammer og venstre forkammer og hjertekammer.

Hjerteklapper

Mellem hvert forkammer og tilhørende hjertekammer sørger et sæt klapper for at ensrette blodets retning, idet de kun kan åbnes i én retning. Trykforskellen mellem forkammer og hjertekammer afgør om klappen står åben eller er lukket: Ved et hjerteslag trækker forkamrene sig sammen kort tid inden hjertekamrene. Trykket i forkammeret er nu størst og får klapperne til at gå op. Ved hjertekamrenes sammentrækning stiger trykket og klapperne lukker. Da trykket stiger voldsomt under hjertekamrenes sammentrækning, er klapperne forankret med adskillige muskelbundter (papillærmuskler) som strækker sig ned gennem hjertekamret og hindrer, at klapperne trykkes så langt bagud, at blodet kan strømme tilbage til forkamrene.

Blodets vej gennem hjertet ensrettes ved hjælp af klapper: Mellem forkamre og hjertekamre findes fligklappe, som holdes på plads af papillærmuskler, og mellem hjertekamre og pulsårerne findes poseklapper, som udspiles af blodtrykket (og dermed lukker), når blodet strømmer baglæns.

Når blodet presses ud af hjertekamrene til de store pulsårer (fra hjertets højre halvdel til lungepulsårerne og fra den venstre halvdel til hovedpulsåren, (aorta)) passerer det at andet sæt klapper. I modsætning til klapperne inde i hjertet fungerer disse klapper udelukkende på grund af trykforskellen mellem hjertekamre og blodårer. Når hjertekamrene afslappes bliver trykket i hjertekamrene mindre end i pulsårerne, og blodet begynder at løbe baglæns. Blodstrømmen vil udspile klapperne, som herved standser blodets tilbageløb.

Elektrisk og
mekanisk aktivitet

Hjertemuskulaturen består af flere typer af muskelceller, dels celler som kan starte en elektrisk impuls eller lede den videre, dels celler som udover at lede en impuls også kan trække sig sammen, hvis de rammes af en elektrisk impuls.

I hjertet findes særlige grupper af impulsdannende og bundter af impulsledende celler, som sørger for at hjertet trækker sig sammen med den rigtige rytme og på den rigtige måde. Hjertet er således i stand til at slå uden at modtage nerveimpulser fra centralnervesystemet. Under normale omstændigheder vil hjertet imidlertid være under nøje regulering af centralnervesystemet (det autonome nervesystem).

Hjertets egen styring sørger for at hjertemuskelcellerne trækker sig sammen i den rigtige rækkefølge. Udover at sørge for at forkamrene trækker sig sammen lidt tidligere end hjertekamrene opnås også, at kamrene trækker sig sammen så blodet presses i den rigtige retning.

Hjertets impulsledningssystem. I sino-atrial-knuden (SA-knuden) dannes impulser, som breder sig i forkamrenes vægge (sorte pile). Når impulsen når atrio-ventrikulær-knuden (AV-knuden) fortsætter den videre gennem det His'ske bundt, grenbundterne og endeligt ud i Purkinjefibrene, hvorfra hjertemuskelcellerne påvirkes.

Hjertets eget styringssystem består af to knuder, en placeret i væggen i højre forkammer (sino-atrial-knuden (også kaldet SA-knuden eller sinus-knuden)) og én placeret i væggen mellem højre forkammer og venstre hjertekammer (atrio-ventrikulær-knuden (også kaldet AV-knuden)) samt fibre som leder impulserne (purkinje-fibre). Knuderne indeholder celler (nodale celler) som danner impulser med en bestemt frekvens (pacemaker-funktion). AV-knuden har en rytme med en frekvens på 15-35 impulser per minut, mens sinus-knuden danner en frekvens på 60-100 per minut.

Fra sinus-knuden løber impulserne ud i forkamrene og rammer AV-knuden. AV-knuden leder den elektriske impuls relativt langsomt i forhold til de øvrige dele af impulsledningssystemet, hvilket medfører den forsinkelse i den elektriske impuls, som er grundlaget for at hjertekamrene trækker sig sammen lidt senere end forkamrene.

Fra AV-knuden løber et kraftigt bundt fibre videre (det His'ske bundt) som deler sig i to store bundter til de to hjertekamre (gren-bundter). Centralnervesystemet (det autonome nervesystem) regulerer hjerterytmen ved at påvirke sinus- og AV-knuderne. AV-knudens egenfrekvens vil under normale forhold ikke have nogen betydning, da sinus-knudens frekvens er højere, hvorved sinus-knudens impulser rammer AV-knuden før den når at lave sin egen impuls. Ligeledes vil sinus-knudens frekvens under normale forhold være styret af centralnervesystemet og derfor sjældent svare til dens egenfrekvens.

Hjertets pumpefunktion påvirkes også rent mekanisk. Når hjertet fyldes i afslapningsfasen (diastolen) strækkes hjertemuskelcellerne. Jo mere de strækkes, jo stærkere vil de trække sig sammen næste gang. Øges tilbageløbet til hjertet (som det for eksempel sker under indånding) vil der ved næste slag dels blive pumpet mere blod ud, dels vil det ske med en større kraft.

Justeringen af forholdet mellem hjertets slagvolumen og fyldningen af hjertet (som kaldes Starling-mekanismen) har stor betydning for kredsløbet. Hjertets to halvdele fungerer som to pumper i serie. Selv en minimal forskel i minutvolumen mellem de to hjertehalvdele vil medføre ophobning af væske i enten det store eller lille kredsløb (se afsnittet "Vand i lungerne'' ). Under normale omstændigheder vil Starling-mekanismen justere pumpeeffekten i de to hjertehalvdele til at svare fuldstændigt til hinanden.

Hjertets halvdele kan opfattes som to pumper i serie.

EKG

På tværs af alle cellemembraner kan måles en spændingsforskel. Når en muskelcelle trækker sig sammen ændres denne spændingsforskel. Ved hjertets sammentrækning ændres spændingsforskellen over mange celler på en gang og i en bestemt rækkefølge. Ved at sætte elektroder på kroppen kan man måle den samlede spændingsændring i hjertet.

Ved måling af hjertets elektriske aktivitet (ved at lave et Elektro-Kardio-Gram (EKG)) kan man danne sig et billede af hvor mange celler, der trækker sig sammen og i hvilken rækkefølge. Som regel er dette billede et godt udtryk for, hvordan hjertet pumper blod rundt i kroppen (den mekaniske aktivitet).

Hjertets
blodforsyning

Som alle andre dele af kroppen skal hjertet selv forsynes med blod for at få energi og ilt til arbejdet og for at komme af med affaldsstoffer.

Blodforsyningen til hjertet kommer fra to større pulsårer (kranspulsårerne), som afgår fra begyndelsen af hovedpulsåren (aorta). I hjertets uddrivningsfase (systole) er trykket i hjertemuskulaturen så højt, at blodet ikke kan løbe gennem pulsårerne i hjertet. I hjertets afslapningsfase (diastole) falder trykket, hvorefter blodet kan fordeles ud til hjertemuskulaturen.

Hjertet forsynes med blod fra kranspulsårerne, som udspringer fra hovedpulsåren, lige efter denne udgår fra hjertet. Placeringen af sino-atrial-knuden og atrio-ventriklær-knuden er markeret med stiplede cirkler. Det skal bemærkes, at der er stor variation i forløbet af hjertets kar mennesker imellem.

De to kranspulsårer deler sig hurtigt i mindre årer og forsyner hver sin del af hjertet. Cirka 6/7 af den samlede blodforsyning til hjertet kommer via den venstre kranspulsåre, som forsyner den forreste og den venstre del af hjertet samt en stor del af skillevæggen mellem højre og venstre hjertehalvdel.

Den resterende cirka 1/7 fordeles via højre kranspulsåre til resten af hjertet39. Nogle få steder løber grene fra de to kranspulsårer sammen, men som hovedregel bliver de enkelte dele af hjertemuskulaturen kun forsynet med blod fra én af kranspulsårerne - eller fra én af de mindre grene. Hjertets impulsgenererende og -ledende system (AV- og SA-knuderne samt det His'ske bundt og grenbundterne) er undtagelser fra reglen: De modtager blodforsyning fra begge kranspulsårer54.

Denne opbygning har stor betydning for blodforsyningen til de enkelte dele af hjertet, således har det styrende system en højere forsyningssikkerhed end de enkelte dele af hjertemuskulaturen.

Afspærres hjertets pulsårer eller bliver afslapningsfasen for kort kan dette forårsage iltmangel i hjertet (se afsnittene "Brystsmerter'' og "Hjerterytmeforstyrrelser'' ).