Beredskabsstyrelsen
Datavej 16
3460 Birkerød
Telefon 45 90 60 00
Fax 45 90 60 60
CVR 52990319
EAN 5798000201705
Kontakt
Alle EAN-numre
19. februar 2010
Beredskabsstyrelsen Midtjylland assisterede det lokale beredskab, da en tank med salpetersyre sprang læk hos Arla i Holstebro.
Da en tank på Arlas mælkepulverfabrik Hoco i Holstebro torsdag
morgen skulle fyldes med salpetersyre, gik det galt. Tanken
kollapsede, og 26-27.000 liter syre løb ud. Holstebro Brandvæsen
blev alarmeret og bad straks om assistance fra
Beredskabsstyrelsen Midtjylland.
- Personalet på Arla er meget rutineret mht. at arbejde med
kemikalier, og indretningen omkring tanken er lavet sådan, at
eventuelle udslip kan løbe ned i et opsamlingskar nedenunder.
Opgaven gik derfor ud på at pumpe syren over i nogle palletanke,
fortæller Beredskabsstyrelsens 1. vagthavende under indsatsen,
Morten Lohse.
Når Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt med det samme, skyldes det,
at man her råder over både det pumpeudstyr og det
beskyttelsesudstyr, der skal bruges, når man skal håndtere
udslip af denne art.
- Salpetersyre er ætsende og udvikler nitrøse gasser, som kan
give vand i lungerne og andre dårligdomme, så det drejer sig om
at være godt klædt på, fortæller Morten Lohse og uddyber:
- Vi havde vores kemikalieindsatsdragter på, og vi
valgte at benytte ekstern luftforsyning med slanger, så folkene
var fri for at gå rundt med 15 kg på ryggen. Det gør det lettere
at manøvrere og giver længere tid at arbejde i ad gangen.
Heldigvis kom ingen til skade i forbindelse med uheldet, og
selve omladningsindsatsen gik helt efter bogen, slutter Morten
Lohse.
Beredskabsstyrelsen stillede med 4 befalingsmænd og 12
værnepligtige, og indsatsen tog det meste af dagen. Så var der
også blevet fyldt syre på i alt 30 palletanke.
Beredskabsstyrelsens personale var iført kemikalieindsatsdragter med ekstern luftforsyning under indsatsen med at pumpe de mange liter syre op. På billedet forneden ses den kollapsede silo.
Kommunikationsenheden på 45 90 60 00 (omstilling)